Unge kunstnerstemmer: George Koutsouris

I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Denne gang er det George Koutsouris, hvis legende, mekaniske skulpturer tematiserer bevægelse og menneskets forhold til teknologi og videnskab.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Før jeg dedikerede mig til kunsten, læste jeg både til mekanisk og akustisk ingeniør. Jeg har altid haft en passion for at bygge ting og udforske, hvordan principper fra videnskab og matematik finder anvendelse i verden. Derfor har jeg en tendens til at skabe legende og humoristiske værker domineret af bevægelse og lyd – direkte eller indirekte – for at undersøge tidløse begreber, såsom ‘konstant foranderlighed’, ‘kontrol versus kaos’ eller tilfældighedernes spil og betydning i vores liv.

Jeg bruger enkle materialer såsom træ, metal og akryl, som jeg kombinerer, med et strejf af teknologi, som motorer, elektronik og elektroakustiske komponenter, til minimalistiske kreationer.

Min kunstneriske praksis spænder fra selvkørende til interaktive værker, fra det flade til det tredimensionelle og fra det lydløse til lydværker. Jeg har også skabt værker af fuldstændig stilstand, der fungerer som et øjebliksbillede. Så selv i sådanne værker er ‘bevægelse’ underforstået.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Ofte begynder jeg med at studere et fysisk system, der skaber et ensemble af bevægelser, lyde eller forventninger. De uforudsigelige kombinationer af disse elementer udgør kernen i kunstværket. Form og funktion i mine værker er ofte inspireret af tekniske strukturer – f.eks. zeppelinere eller turbiner, som i den nylige værk Psalm Machine.

Samtidig prøver jeg at udtrykke mine bekymringer gennem forskellige symboler I værkets dele. Eksempelvis i Fighting for some space, hvor den deterministisk bevægelige disk er den bestemmende “herre”, imens kuglerne er “personer”, der ikke kan kontrolleres og følger deres egne detaljerede, kaotiske mønstre. I andre værker er tilfældigheden eksplicit afbildet i terningerne, som opsummerer mange af aspekterne i min kunstpraksis.

Efter ideen om et system er udtænkt, påbegynder jeg en omfattende design- og beregningsproces, så alle elementer spiller sammen i et funktionelt værk. Mine værker skal generelt realiseres i nøje overensstemmelse med det oprindelige design. Hvis et enkelt element ikke fungerer som antaget, falder hele mekanismen fra hinanden. Jeg laver mange dele selv, og andre bestiller jeg. Alle disse tilpasses manuelt og samles i en lang ‘finpudsningsfase’ til et resultat, der først og fremmest skal demonstrere en æstetisk værdi.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg skaber typisk håndgribelige værker, der bruger et simpelt, visuelt og funktionelt sprog, hvor æstetik er af stor betydning. På den måde henvender de sig til et bredere publikum end den nuværende samtidskunstscene, der ofte synes at være styret udelukkende af konceptualisme og som måske udelukker bestemte grupper af beskuere.

Ved hjælp af dette enkle sprog af form og bevægelse er mine værker tænkt til at fungere på flere planer: Overfladisk kan de udspringe af skønhed og abstrakt koreografi gennem deres poetiske bevægelser og lyde. Ved nærmere granskning kan beskueren dog fornemme en angst for alle de ting, der kan komme ud af kontrol.

Jeg skaber for det meste kinetiske skulpturer og maskiner, der minder os om vores dødelighed, i en tid, hvor mennesket synes at tro, at det kan kontrollere meget af livet gennem en videnskab i eksponentiel udvikling: fra klimaændringer til pandemier, fra genetik til tankegang, fra finansielle systemer til social sameksistens.

Mange af mine værker er en manifestation af de tilfældigheder, der bestemmer resultatet af det meste af vores planlægning i livet. Der er altid et niveau af usikkerhed og risiko i enhver form for beslutning.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Kunstverdenen har altid været ekstremt konkurrencepræget. Derfor er der ingen garanti for, at man som nyuddannet straks kan arbejde som professionel kunstner. I dag er der en uendelig forsyning af kunst, fysisk eller via webplatforme og sociale medier, hvilket gør det vanskeligt for selv nyuddannede fra akademierne at skille sig ud af mængden.

Samtidig ser den prestigefyldte kunstverden ud til at være hermetisk forseglet, hvilket gør det vanskeligt for nye kunstnere at komme ind på gallerier og institutioner uden en personlig forbindelse med de involverede personer.

Det er ikke ualmindeligt, at nyuddannede kunstnere forsørger sig selv økonomisk med et bierhverv. I mit tilfælde har dette været lettere og mindre frustrerende, da jeg har haft et deltidsjob som akustikingeniør siden 2012, hvilket både hjælper mig økonomisk og samtidig er ganske kreativt i sig selv.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Vi gennemlever tilsyneladende en større social reformation gennem fremkomsten af spektakulære, nye teknologier: automatisering i produktionen, kunstig intelligens, virtual reality og en endeløs informationsstrøm i digitale sociale netværk (en del af den såkaldte 4. industrielle revolution).

Jeg er bange for, at kunst, musik og enhver form for kreativitet i et sådant miljø degenererer til kortvarige oplevelser baseret på umiddelbar tilfredsstillelse. Vi er nødt stadig til at støtte kunst for at holde vores udvikling så menneskelig som muligt. I en tid præget af dramatisk, teknologisk udvikling, der prioriterer kvantitet over kvalitet, er vi sandsynligvis nødt til at kæmpe endnu mere for at holde den kunstneriske udtryksform i live.

Jeg håber på en filosofisk udvikling, der vil sejre over den nuværende teknologiske udvikling – som en ny Oplysningstid – og vil tilskynde til en meningsfuld kunstskabelse, med et klart formål og bidrag til samfundet.

(Interviewet er oversat fra engelsk)