Troels Sandegård

Troels Sandegård

Troels Sandegårds værker overskrider modsætninger mellem krop og miljø, samfund og natur og ikke mindst videnskab og æstetik – og tematiserer dermed vores forståelse af kroppen og livet i det hele taget.

Troels Sandegård
Kunstner

Om
Troels Sandegård er født i 1979. Uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2000-2007. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Intsallation, udsmykning


Troels Sandegård er interesseret i æstetiske og videnskabelige formdannelsesprocesser, udvekslinger mellem krop, tænkning og sansning samt disse områders gensidige påvirkninger.

Et særligt undersøgelsesfelt hos Sandegård vedrører indkapslingen og anskueliggørelsen af de naturlige omgivelsers materielle beskaffenhed, således som det lader sig aflæse gennem støv, sved, mikroorganismer, luftens usynlige partikler og øvrige ’immaterielle’ substanser. Værkproduktionen kan på denne måde siges at antage karakter af videnskabelig visualisering. Men den handler også om at udvide forståelsen af, hvad der definerer kunstobjektet i det hele taget, eftersom Sandegård overalt vægter det processuelle. Anvendelsen af laboratorieudstyr og industrielt fabrikerede elementer forlener derudover det samlede udtryk med visse readymade-kvaliteter, hvorved værkerne tilføres diskrete og uvisse betydninger i udstillingsrummet.

De enkelte elementer i Sandegårds kunstpraksis taler således deres eget kryptiske tingssprog, men det er i selve overlejringerne mellem krop, de naturlige omgivelser og værk, at betydningerne for alvor sættes i spil.