Der er reception, omklædningsrum og laboratorium, og i det centrale kirkerum sidder en rødhåret pige med blinde øjne vendt mod alterets mystiske udsagn. Velkommen til Uffe Isolottos immersive installation Mælkeøje på Holstebro Kunstmuseum.
“Jeg mener at kunne spore en genopblomstring af det religiøse i tiden, og i udstillingen vil jeg gerne skabe en fornemmelse af en søgen efter svar”, siger kunstneren i dette interview.
“Jeg mener at kunne spore en genopblomstring af det religiøse i tiden, og i udstillingen vil jeg gerne skabe en fornemmelse af en søgen efter svar”, siger kunstneren i dette interview.
Du er formodentlig lidt desorienteret.
Du har bevæget dig gennem Holstebro Kunstmuseums komprimerede samling af malerier og skulpturer, som umiskendeligt og trygt bekræfter dig i, at du faktisk befinder dig på et kunstmuseum.
Men idet glasdørene glider til side, og du træder ind i museets såkaldte Færchfløj, ankommer du til en ‘reception’ med skranke og et logo på væggen af en hånd, der holder en snoet appelsinskal.
Her i særudstillingssalene opdager du, at du er trådt ind i en anden verden med et ‘venteværelse’, et ‘omklædningsrum’, en ‘lounge’, et ‘laboratorium’ med arbejdsbord og kopimaskine samt en ‘beboelsesafdeling’ med bad, køkken og seng.
Du bliver mødt af en reception, når du entrerer Uffe Isolottos udstilling Mælkeøje på Holstebro Kunstmuseum.
Du befinder dig i en såkaldt immersiv (altomsluttende) totalinstallation, men en diskret en af slagsen, for museums-salenes kubiske arkitektur er stadig present.
Spørgsmålet er, om du skal opfatte interiøret som kunstværker? Lamperne, møblerne, askebæret, de tastaturløse telefoner, tegnbrikkerne på arbejdsbordet, bunkerne af appelsinskaller og tobaksblade, kappen på knagen, skrinet på bordet, brusekabinen, de små malerier med bølgestreger?
Ja, formodentlig er du lidt desorienteret. Alt er mærkeligt og ubestemmeligt, for på en gang virker det, som noget du måske genkender fra fortiden, men også som noget, der hører hjemme i en fremtid, du endnu ikke har mødt.
Træd nu ind i det centrale rum, der i forvejen (som mange kunstudstillingsrum) har sakral karakter, men nu understreget af opstillede kirkebænke og omvendt pyramideformede lamper.
Her møder du en ung pige med knaldrødt hår, siddende på gulvet. Den hyperrealistiske skulptur har blinde mælkeøjne, som uudgrundeligt vender mod en ‘altertavle’ i form af tre flapskilte, der med mellemrum flapper og viser nye kombinationer af bogstaver og tegn.
Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
Du befinder dig i Uffe Isolottos udstilling Mælkeøje, som er kunstnerens nye projekt, efter at han repræsenterede Danmark på Venedig Biennalen i 2022 med den meget omtalte udstilling We Walked the Earth, hvor hele pavillonen var omformet til en postapokalyptisk scene for et mystisk kentaur-drama, hvor hingsten havde hængt sig i den ene ende af stalden, mens hoppen var ved at fole i den anden ende.
Kunstneren, som er uddannet ved Det kgl. Danske Kunstakademi i 2007, og som i øvrigt for år tilbage udskiftede efternavnet Holm med det mere eksotiske Isolotto (italiensk for Holm), har tidligere gjort sig bemærket med soloudstillinger på Overgaden og Tranen.
Men ellers er han ikke nem at indfange som kunstner, idet han frit mixer materialer, formater og kategorier inspireret af it-alderens pixellerede billedverden, fantasy, filosofi, mytologi og eventyr.
Men ellers er han ikke nem at indfange som kunstner, idet han frit mixer materialer, formater og kategorier inspireret af it-alderens pixellerede billedverden, fantasy, filosofi, mytologi og eventyr.
Koldkrigsstemning og filterbobler
“Man kan se det som et center eller et hovedkvarter for en kult, en fiktiv organisation, der er dedikeret til rituelle handlinger og demontering af sprogets logik”, forklarer Uffe Isolotto, da jeg møder ham i udstillingssalene på Holstebro Kunstmuseum.
“Mens jeg arbejdede på at udtænke udstillingen, skete der mange ting globalt, hvor jeg fik fornemmelsen af, at der voksede en koldkrigsstemning frem, og ideen med kulten opstod, fordi jeg fornemmede, at der er ting i tiden, der føles kultiske. Fornemmelsen af at mennesker eksisterer i en slags filterbobler”.
Uffe Isolotto har arbejdet med den narrative ramme, ved at udlægge spor, man kan samle som sten på vejen og på den måde danne sig sin egen forestilling. “Sin egen konspiration”, som han udtrykker det.
Publikum digter videre på fortællingen
Udstillingen udspringer på flere måder af den feedback, han fik efter sin udstilling på Venedig Biennalen, hvor mange i en form for fanfiction udviklede nye historier om det univers, kunstneren havde fremkaldt i Den Danske Pavillon.
“Jeg er interesseret i, hvordan det narrative anslag i en udstilling kan skabe en form for kultisk – eller i hvert fald en form for dedikeret – opfølgning, når folk tager noget til sig og begynder at tænke og arbejde videre med det”.
“Det er ikke noget, man ser så meget i samtidskunsten, hvor man ofte har en foruddefineret historie eller vinkling, man præsenterer. Hvor det at have et meget åbent værk, man kan arbejde videre med, måske har været lidt mere ildeset”.
“Med udstillingen prøver jeg at gå til det med et bevidst greb, hvor jeg arbejder med scenografien og iscenesættelsen af narrativet".
Har du et script for den her situation, vi går ind i?
“Jeg har et materielt script. Jeg tager udgangspunkt i materialiteten af nogle symboler, og så er der en eller anden form for overordnet tanke i den her ramme. Men ellers tænker jeg, at der ligger en stor kraft i selve den medproduktion eller medforskningsevne, der ligger hos publikum.
"Det er viljen til svar, der giver mening"
Uffe Isolotto
Udstillingens kurator, den canadiske forfatter Stephanie Cristello, antyder i små fiktionstekster (i en pamflet, der findes i udstillingen) den kultiske logik, mens der i selve udstillingen er tegn på, at der skal udføres forskellige handlinger og ritualer:
Logoet i receptionen – hånden der holder den spiralformede appelsinskal – er et symbol for, at man skal skrælle nogle lag af sig selv for at træde ind, ligesom man i omklædningsrummet må aftage sit hverdagstøj for at iføre sig kultens kapper.
Man skal sikkert også søge at opsnappe vigtige meddelelser i kirkerummet, siddende sammen med den blinde rødhårede pige.
Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
Bevidstheden i maskinen?
Den markante og centralt placerede skulptur er skabt i samarbejde med maskør Thomas Foldberg, inspireret af filmkarakterer, skulpturer og prærafaelitiske malerier:
“Jeg ønskede en stærk karakter, hvor det røde hår er som ild, mens den lyse hud signalerer sårbarhed, og ansigtet er meget åbent, fordi hun er blind”
Ansigtet er vendt mod de skiftende tegnkombinationer, og hvad udsiger de?
“Lige nu står der LM5”, siger Uffe Isolotto og peger på flapskiltene, der fungerer som et gudebillede i rummet, men hvis skiftende bogstavs- og tegnkombinationer er styret af en computer ud fra et tilfældighedsprincip.
Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
“Jeg mener at kunne spore en genopblomstring af det religiøse i tiden, og i udstillingen vil jeg gerne skabe en fornemmelse af en søgen efter svar. At svarene måske er baseret på tilfældigheder, men at det er viljen til svar, der giver mening. Sagt på en anden måde: Det er almentgyldigt, at vi leder efter svar, men det kan være meget forskellige svar, vi finder”.
“Det er ofte sproget, der danner en kult. Kulten har sit eget sprog, som skaber en forskel til dem udenfor, der ikke forstår det. Så sproget er ligesom med til at bekræfte de her lukkede rum. Indenfor i kulten er der en egen logik, et system".
Et pyramideformet TV og en KGB telefon
I samme ånd har kunstneren designet et modulært møbelsystem til udstillingen – kirkebænke, stole og køjeseng, lamper, hyldestativer mm. – som er bygget op over kvadratstrukturer, der understreger Færchfløjens arkitektur, der netop har kvadratet som ledetråd og eksempelvis har kvadratiske fliser, loftsmoduler og vinduer:
“Hele det grundlæggende fundament for udstillingen er en form for system”, siger Isolotto, som desuden har indsamlet genstande fra hele verden, der er med til at understrege fortællingen: ungarske kaffemaskiner og et pyramideformet TV eksempelvis.
Et par steder står der ældre russiske telefoner uden tastatur – et billede på envejskommunikation – ligesom materialelisten også tæller en KGB-lampe. Der er et element af kontrol og overvågning, der anslås flere steder i udstillingen.
Detaljer fra Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
Retro-futurisme
Udstillingen er orkestreret med en aura af fortid – måske er det især 1970’erne, der popper op i erindringen – men virker samtidig futuristisk, og Isolotto bruger selv begrebet "retro-futurisme" som en overskrift for udstillingen:
“Retro bliver ofte brugt, når man skal sælge noget på Den Blå Avis, men jeg er blandt andet optaget af Zygmunt Baumans begreb retrotopia, som handler om, at vi er løbet tør for utopier og derfor genbruger fortidige utopier – for at genoplive mislykkede og glemte potentialer, der ligger der. Det er måske den tid, vi befinder os i?”
“Jeg er interesseret i at se lidt dybere ind i det. Hvad er det i vores tid, der gør, at vi pludselig synes, at det der skete i 1930’erne er interessant? Når der sker et teknologisk opsving, så kigger vi måske tilbage på 60'erne og 70'erne, hvorfor gør vi det? Måske fordi vi kan se, at der skete noget lignende og fordi vi er interesserede i, hvordan man håndterede det dengang?”
“På en måde bruger jeg historien som en form for spejling. Ikke mindst fordi jeg er interesseret i at snakke om fremtiden. Det er jo en almindelig sandhed, at skal man lære noget om fremtiden, så kigger man på fortiden”.
Uffe Isolotto: Mælkeøje, Holstebro Kunstmuseum. Foto: David Stjernholm.
Udstillingen er din anden immersive udstilling. Hvad er det, du finder spændende ved det scenografiske greb?
“Jeg er interesseret i immersive udstillinger, men også i andre formater, hvor man ligesom kan dykke ind i en verden. Det kan være sci-fi, computerspil og film, men litteraturen er også en klassiker i forhold til at lade sig nedsynke i en anden verden. For de her verdener taler om vores aktuelle verden, men gør det på en lidt forskudt måde. Det er for nemt at afskrive det som eskapisme. Måske er det noget, vi lærer noget af?"
Hvad kan vi lære?
"Man zoomer lidt ud og kan bedre se sig selv udefra. Det er en klassisk dannelses- og erkendelsesrejse, hvor man fjerner sig fra det, man måske er smeltet for meget sammen med til rigtigt at kunne se. Når man rejser ud i verden fra en lille by og kommer tilbage til den, så kan man bedre se den og måske sætte pris på det, man er flygtet fra. Jeg tænker, at det er en almindelig præmis for det at være et dannet menneske".
"Man zoomer lidt ud og kan bedre se sig selv udefra. Det er en klassisk dannelses- og erkendelsesrejse, hvor man fjerner sig fra det, man måske er smeltet for meget sammen med til rigtigt at kunne se. Når man rejser ud i verden fra en lille by og kommer tilbage til den, så kan man bedre se den og måske sætte pris på det, man er flygtet fra. Jeg tænker, at det er en almindelig præmis for det at være et dannet menneske".
Fakta
Uffe Isolotto (f. 1976) er født og opvokset nær Fjerritslev. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007 og bor i København.
Uffe Isolotto har deltaget på talrige udstillinger, navnlig i Danmark, men også i udlandet. Han har vist værker på ARKEN, Overgaden, Nikolaj Kunsthal og Statens Museum for Kunst. I udlandet bl.a. på Malmø Kunsthal og den 14. Mediekunstbiennale i Santiago, Chile.
Uffe Isolotto er repræsenteret med værker på Statens Museum for Kunst og Holstebro Kunstmuseum og står bag flere store offentlige kunstprojekter fx ”Bodies on Balconies” på Vendsyssel Teater i Hjørring.
Uffe Isolotto arbejder med fysiske og digitale skulpturer, samt med tidsbaserede medier som film og animation.
Han er interesseret i forskellige livsformer, både biologiske og syntetiske, og ofte smelter de to spor sammen i en praksis, der omfatter krop, teknologi og økologier i bredeste forstand.
Han har desuden i en del år huseret på den københavnske scene for kunstnerdrevne udstillingssteder – blandt andet var han engageret i Toves, og i dag driver han sammen med sin kone Nanna Starck, der også er kunstner, udstillingsplatformen Age of Aquarius.
