Papir – en hyldest til det beskedne

Åh, hvid papirfeber! Horror Vacui! Det tomme hvide papir har gennem historien stået som et kraftfuldt symbol på den kreative proces - både som kilde til inspiration og som påmindelse om den kreative blokering.

Lige siden papirets oprindelse i Kina omkring 105 e.Kr. har denne beskedne flade været både en frygtindgydende udfordring og en guddommelig katalysator for nytænkning for forfattere og kunstnere overalt i verden. Det hvide papir rummer en paradoksal karakter: et tomrum, der både skræmmer og lokker med løftet om uendelige muligheder.

Papir har i århundreder været genstand for en dyb fascination. Det er det mest beskedne og samtidigt det mest alsidige og allestedsnærværende materiale. Det er ugiftigt, billigt at producere og nemt at bruge, hvilket gør det tilgængeligt for kunstnere verden over – en sand demokratisk ressource for kreativitet, hvor alle har mulighed for at skabe.

Med sin særlige taktilitet og transformationsevne besidder papir et enestående potentiale med nærmest ubegrænsede muligheder, og dets lette tilgængelighed forlener det med en særlig frihed og umiddelbarhed. Derfor er det oftest også et væsentligt udgangspunkt for det første ideudkast; ingen skitse ville ske uden papiret. Vejen fra tanke til papir er kortere og lettere end andre medier kan tilbyde.

Derfor har papiret en unik evne til at indfange nærværet i den kunstneriske proces, som gør det til mere end blot en overflade - det er en scene for kreativiteten, hvor tankens spontanitet møder håndens arbejde.
Det er i dette spændingsfelt mellem det praktiske og det metaforiske, at papiret udfolder sin sande styrke. Det er her, frygten for kreativitetens tomrum forvandles til en fejring af frihedens muligheder og kunstens grænseoverskridende natur.

I over to årtier har den danske kunstner Peter Callesen dedikeret sig til papirets unikke kvaliteter og forvandlet det mest almindelige og hverdagsagtige materiale - det hvide A4-ark - til noget helt ekstraordinært. Med en fantastisk præcision og et subtilt håndværk har Callesen formået at løfte papirets potentiale og gøre det centralt i sin kunstneriske praksis.

Hans værker synes at udfordre frygten for det hvide papir og begrebet Horror Vacui (latinsk for ‘frygt for tomhed’), som kunstteoretisk er benyttet til at beskrive stilarter, der har trang til at fylde al plads med detaljer og ornamentik. I stedet giver Callesen plads til tomrummet. Han tillægger det en betydning, og gør det til et centralt æstetisk omdrejningspunkt.

Det hvide papir bliver i Callesens hænder en arena for transformation, hvor en simpel flade gennem præcise snit, klip og foldninger forvandles til tredimensionelle værker. I Callesens kunst smelter det flade og det rumlige sammen i en harmonisk symbiose. De udskårne figurer stiger op fra papiret, mens de negative rum, der efterlades, bliver lige så vigtige som de skulpturelle elementer. Det, der fjernes, forbliver en aktiv del af fortællingen og skaber en subtil balance mellem nærvær og fravær.

Hvor Horror Vacui traditionelt søger at fylde tomrummet med ornamentik og figuration, bevæger Callesen sig i den modsatte retning. Han omfavner tomrummet som en kilde til stilhed og refleksion, og lader de negative flader tale deres eget sprog. Den minimalistiske æstetik, som Callesen skaber med enkle greb, rummer en dybde af betydning og symbolik. Tomheden bliver en metafor for fravær, skrøbelighed og potentiale - et åbent rum, der inviterer til fortælling og kontemplation.

Med udgangspunkt i det blanke, hvide A4-ark giver Callesen materialet en neutral og universel kvalitet, som vi alle kan relatere til. Han revitaliserer det klassiske papirklip og tilføjer en skulpturel dimension, der fremhæver papirets uendelige muligheder.

Callesen er en sand virtuos med saks og papir. Han skærer, klipper, folder og former det hvide papir, og udfordrer dermed ikke mindst den traditionelle opfattelse af det som et todimensionelt medium – en overflade til at skrive, tegne eller male på.

Gennem sin kunst udfordrer Callesen papirets fysiske grænser og skaber værker, der fortryller med deres detaljerigdom og præcision. Hans sirligt udførte udskæringer rejser sig elegant fra papirets flade og fremstår som en hyldest til materialets mange muligheder.

De fremhæver papirets transformative kraft, dets taktile kvalitet, evnen til at skabe subtile lys- og skyggespil samt den stilhed, der ligger i dets hvide flade. Værkerne understreger papirets unikke egenskaber som et formbart og udtryksfuldt materiale.

Den kinesiske kunstner Li Hongbo udforsker, ligesom Peter Callesen, papirets unikke evne til transformation, hvor samspillet mellem todimensionalitet og tredimensionalitet er centralt. Mens Callesen lader figurer træde frem gennem delikate udskæringer, skaber Li Hongbo fysiske konstruktioner i papir, der udfordrer vores opfattelse af både materialitet og form.

I en af sine skulpturserier leger Li Hongbo med illusionen om materialets natur. Ved første øjekast ligner værkerne klassiske buster i marmor, men ved nærmere eftersyn afsløres de som værende opbygget af tusindvis lag af sammenlimet hvidt papir. Skulpturerne kan manipuleres og strækkes, så de forvandler både papirets flade og den skulpturelle form til dynamiske og levende konstruktioner.

Li Hongbo trækker på den kinesiske håndværkstradition med harmonikapapir, en teknik, vi genkender fra festlige engangsdekorationer og de klassiske røde kinesiske lanterner. Her anvendes en kompleks folde- og klippeteknik, der gør det muligt at strække papiret fra en flad form til en overraskende fleksibel tredimensional struktur.

Li Hongbo udnytter harmonikapapirets fleksibilitet til også at skabe spektakulære installationer, der hylder det kinesiske papirhåndværk og dets kulturelle symboler. Her leger han igen med illusionen om materialernes natur, hvor papirets transformationsevne er afgørende.

I et af hans installationsværker Irons of the Ages, Flowers of the Times har han skabt over 2.000 papirvåben - pistoler, sværd og kanoner - som i deres oprindelige, sammenfoldede form er let genkendelige. Når de udfoldes i installationen, forvandles de til en lysende palette af blomsterlignende strukturer. Ved hjælp af harmonikapapirets karakteristik åbner værket sig således til en storslået og sanselig oplevelse i en eksplosion af farver, der fremkalder en følelse af håb og harmoni.

Gennem sit arbejde udfordrer Li Hongbo vores forståelse af papirets potentiale og de temaer, han undersøger. Papiret, der traditionelt bruges til at bevare viden og historie, bliver i hans hænder både en bærer af fortiden og et medium for transformation og overraskelse.

Hans værker inviterer os ind i et univers, hvor papirets lethed, skønhed og skrøbelighed understreger livets forgængelighed og samtidig hylder dets uendelige transformationspotentialer.

Den norske kunstner, Ann Iren Buen, udforsker på dybtgående vis papirets iboende materialitet og taktilitet, og skaber imponerende monumentale værker, der alene består af pigment på papir. I Buans arbejde fremhæves materialernes skrøbelighed og evne til transformation. Hun udnytter papirets kvaliteter som et fleksibelt og taktilt medium, der muliggør skabelsen af komplekse former, som - trods deres store skala - rummer en poetisk lethed i form og udtryk.

Ann Iren Buan fik tidligt opmærksomhed med værket Drifters, udstillet på Astrup Fearnley Museet i Oslo i 2015 som en del af Ny Norsk Abstraksjon. Værket består af to monumentale papirskulpturer skabt af papir, gips og pigmenter, der hænger i læderremme fra loftet.

Skulpturerne synes at svæve i rummet og rejser sig som organiske formationer fra gulvet. Med deres store skala, organiske former og subtile farvepalette skaber værket en dialog mellem tegning, skulptur og museets arkitektur. Samtidig fremkalder det associationer til det norske landskab, erosion, og naturens evige forandring.

Buan har heldigvis fastholdt sin fascination af papirets materialitet, og fortsætter med at udforske dets grænser og muligheder gennem processer, der forener destruktion og genopbygning. Hun forarbejder papiret på en fysisk og hårdhændet måde, hvor det først svækkes ved gennemblødning, hvorefter hun gnider, hamrer, sliber og river papiret. Processen forstyrrer materialets fibre og skaber en sårbar overflade, som hun derefter bearbejder og mætter med pigment og tørpastel.

Teknikken er fysisk, hvilket skaber en stærk kropslig tilstedeværelse og en taktilitet, der reflekterer den håndværksmæssige indsats. Overflader kan være rå, ujævne eller bære tydelige spor af hænderne, der har formet dem, hvilket understreger materialets naturlige tekstur og organiske karakter.

For Buan er papiret både materiale og et tema – et sted, hvor fortællinger om proces og tid mødes. Med sin evne til at forvandle et simpelt materiale som papir til komplekse, monumentale kunstværker udfordrer hun vores opfattelse af papiret som skrøbeligt og hverdagsagtigt. I hendes hænder bliver det til en kraftfuld bærer af sanselige og reflekterende kunstoplevelser.

Buans udnytter papirets skrøbelighed og dets evne til at genopstå i kraftfulde former. Hun skaber kunst, der befinder sig i stadier af forfald, men som insisterer på at overleve.

De er en poetisk hyldest til det midlertidige og det vedvarende, og efterlader et varigt indtryk gennem deres refleksioner over forgængelighed, transformation og genopbygning.

Peter Callesen, Li Hongbo og Ann Iren Buan deler en fælles fascination for papiret som det fundamentale grundlag i deres kunstneriske praksisser. Selvom deres tilgang udmønter sig i ganske forskellige udtryk, transcenderer de alle papirets beskedne oprindelse og forvandler det til en bærer af komplekse kunstneriske fortællinger.

Fælles for de tre er den udtalte forbindelse mellem materiale og udtryk. Papirets iboende egenskaber - dets tilgængelighed, fleksibilitet og evne til transformation - bliver en central medspiller i deres værker. De viser, hvordan det netop er papirets unikke karakter, der gør deres kunstværker til det, de er.

Et værk af Callesen, skåret i lærred, ville miste sin poetiske lethed, og det ville desuden miste sin kulturelle forståelsesramme til papirklippet. Hvis Hongbo skabte sine farverige installationer i epoxy, ville mangle deres dynamiske fleksibilitet, og Buans værker hugget i marmor, ville ikke bære den samme taktilitet og sårbarhed.

Papiret tilbyder en umiddelbarhed, der gør den til en ideel partner i den kunstneriske proces, og inviterer til konstant at udforske, udfordre og hylde dets mangfoldige spektrum. Dets lette tilgængelighed og bearbejdelige natur forlener det med en særlig kunstnerisk frihed, der gør det muligt at balancere ubesværet mellem flade og form, skitse og skulptur.

Derfor er det oftest også på og med papiret, de første ideer får liv. Vejen fra tanke til handling er umiddelbar og hurtigt formidlet gennem dette beskedne materiale. Papiret bliver således ikke blot en flade eller et værktøj, men en aktiv medspiller, der forankrer den kunstneriske proces i sin reneste og mest direkte form.

Netop derfor formår papiret at være det materiale, som synes at indfange kunstnerens nærvær og tanke bedst - både for kunstneren og for beskueren.