Ida Kvetny: “Én ide egner sig bedst til keramik, en anden til en digital skulptur”

Lige indenfor døren i Ida Kvetnys værksted i Classensgade på Østerbro, København, står en træmodel af en kikkert. Den vender vi tilbage til.

Bagved er der store bemalede keramiske krukker, og langs væggene står farvestærke malerier, nogle 'plancher' med QR koder og desuden et par keramiske relieffer. Centralt står et stort bord med tastatur, 3D scannede modeller samt en mægtig fladskærm.

Tilsammen giver det konturerne af en kunstner, der arbejder i mange spor – fra det håndgjorte og materielle til flimrende, digitale universer.

Ida Kvetny har budt indenfor, og starter med at beklage, at der er koldt i værkstedet. De store ruder ud mod gården er utætte. Jeg siger, jeg har været i mange kolde kunstnerværksteder – og beholder jakken på.

“Jeg er hybridkunstner på den måde, at jeg bevæger mig mellem ret mange forskellige output. En ide egner sig bedst til keramik, en anden til en digital skulptur”, begynder Ida.

Hun har netop færdiggjort et stort projekt til Randers Kunstmuseum, hvor hun har skabt et nyt monument over kvinder, som har betydet noget for Randers by, men som ikke har fået så meget fokus.

“Det var jeg frisk på. Et traditionelt monument kan jo godt tage 10 år at lave, men fordi jeg arbejder med nye teknologier, kan man faktisk gøre det ret hurtigt. Og endda lade monumentet opstå der, hvor folk er”.

Det lader sig gøre, fordi Ida Kvetny arbejder med Augmented Reality. Via en QR kode kan man hente de digitale skulpturer, kunstneren har skabt, ind på sin telefon. AR-teknologien bruges sammen med kameraet på din smartphone. Du ser eksempelvis en gade, og så tilføjer teknologien Kventnys skulptur, så det ser ud til, at den er der midt på gaden sammen med almindelige mennesker.

“Du kan fremkalde skulpturen inde på kunstmuseet og ude i byen. Den kan fremstå mange steder på en gang, som var den på et kvantefysisk stadie. Det er en måde at sprænge de arkitektoniske rammer og komme derud, hvor folk er, og interagere med dem”.

Borgere i Randers har på bedste demokratiske vis kunnet nominere en kvinde, som de mente fortjente opmærksomhed, og der kom rigtig mange gode forslag, men Ida værgede sig ved at hive én enkelt frem og sætte op på en piedestal.

“Altså, er det ikke lidt det samme, som man altid historisk har gjort? I stedet tænkte jeg, at man kunne lade sig inspirere af den måde kunstig intelligens arbejder på, hvor man i stedet for at have et lineært, kronologisk forhold til historien, arbejder med en form for sammenfiltring – en mere cirkulær måde at forstå historien på”.

“Der er jo ikke noget bedre, end at kunne rejse tilbage i tiden og snakke med nogen, der levede engang – og samtidig sætte et stævnemøde op med nogle rigtig seje kvinder, og bruge AI til at lade dem tale sammen”:.

Kvetny har udvalgt en række kvinder: Trapez artisten La Norma, 98 år i dag, født i Randers, men med en fabelagtig international karriere. Fotografen Nielsine Zehngraf, kajakroeren Karen Hoff, som i 1948 vandt en OL-medalje og Charlotte la Cour, der i sidste halvdel af 1800-tallet grundlagde den første skole for piger i Randers. Også de ukendte kvinder, hverdagens helte, skulle med i projektet: kvinderne, der arbejdede på to ikoniske Randersvirksomheder, hvis historier rækker 200 år tilbage i tiden: Randers Reb og Randers Handskefabrik.

Det er dette “cyberfeministiske crew”, som kunstneren sætter i stævne i en stor filmprojektion, og som hun har skabt som digitale skulpturer, man via en QR kode kan scanne ind på sin telefon og lade komme til live på kunstmuseet og andre steder i byen.

Ida Kvetny repræsenterer en generation, som er vokset op med computeren som et værktøj, og hun har altid brugt den til at skabe kunst med.

“Lige siden min far købte en Commodore 64 og skrev sin doktordisputat på den, har computeren været der. Når han ikke brugte den, fik jeg lov til at spille spil. Det var fedt med de verdener, der åbnede sig, hvor nogle små pixels kunne blive til virkelige fantasier”.

“Men altså, det er sjovt at spille, men det kom jeg hurtigt over. Jeg fandt ud af, at man kunne bruge computeren til at skabe noget. Den gik fra at være legetøj til at være værktøj”.

Da Ida påbegyndte sin kunstneriske uddannelse i starten af 2000’erne, var der ikke mange kunstakademier, der havde kunst og teknologi på skemaet.

“Så jeg valgte at gå den klassiske kunstvej, for det ligger også mit hjerte nært. Om det er en controller eller en klump ler, jeg har i hånden; der er ikke den store forskel. Det er rejsen, der er spændende: Hvor lang tørretid har leret? Hvad skal keramikovnen indstilles på? Det er det, der fanger mig, og så opstår der noget på den rejse”.

Ida synes hun har fået meget med i værktøjskassen, først fra Det Fynske Kunstakademi, siden fra Edinburgh College of Art, “en klassisk Harry Potter skole med printmaking-, live drawing- og painting-departments”, og til sidst i London på Saint Martins College of Art and Design, hvor det hele var mere konceptuelt: “Man har en idé – og så finder man mediet til at udføre den”.

“Men parallelt blev jeg ved med at arbejde med digitale værktøjer og Flash animationer, og fra de allerførste udstillinger, jeg lavede, var der både malerier, keramiske skulpturer og digitale værker”.

Idet Ida arbejdede sig ind i sit kunstneriske univers, udviklede hun sit eget symbolsprog: krukker, mennesker, træer, kæder, øjne – “en masse emoji ikoner”, som hun udtrykker det.

Hendes malerier er ofte fortættede og uoverskuelige all-over-universer med et myldrende liv, halvvejs abstrakte, men også med ‘huller’ til små absurde scenarier. Man kan få fornemmelsen, at malerierne – trods deres udprægede håndgjorte look – trækker på internettets uhierarkiske og sammenfiltrede logik.

“Jeg kan godt lide at stå foran et lærred, hvor jeg svinger penslerne og fysisk tager favntag med billedet. For så skifte til et mere nørdet stadie, hvor jeg går ind i computeren og skaber noget der. Det er forskellige skabelsesprocesser”.

Omkring 2013 begynder hun mere fuldtonet at arbejde med den digitale gren af sit virke.

“Jeg kunne se, at de digitale infrastrukturer blev mere og mere lagt ud til folk, og på de sociale medier kunne jeg se kunstnere have deres egen Instagram-profil, hvor de fik følgere og kunne etablere et direkte talerør ud til dem, de gerne ville snakke med”.

“Jeg ønskede at gå ind i den samtale og tage et ansvar – som en form for forpligtelse for en kunstner med min klassiske baggrund. Jeg har en stærk vision om at tage de erfaringer og erkendelser, jeg har fået ved at stå med leret eller penslen i hånden, med ind og repræsentere os som faglighed i det digitale rum”.

I 2017 oplevede Ida for første gang et Virtual Reality værk. Det var på Louisiana, værket var skabt af Laurie Anderson, og i den virtuelle verden, som åbenbarede sig, kunne Ida flyve mod en solnedgang.

Hun husker det tydeligt. Hun er ivrig, taler hurtigt og har lys i øjnene:

“Det var så smukt. Det var fantastisk, Det handlede om tid og rum. Det handlede om at kunne være helt inde i kunstværket. Og jeg har altid gerne villet være inde i mit værk – helt tilbage fra dengang jeg spillede computerspil. Jeg tænkte: 'Okay, det her er fremtiden’”.

For sine sidste sparepenge købte hun en gaming computer, et headset og gik igang.

“Der var jo ikke nogen skoler, hvor man kunne lære at bygge VR-verdener op. I starten søgte jeg penge, men VR var forbundet med spilverdenen, og ingen kunne se det kunstneriske i det. Hvis man skulle lave noget, skulle man hyre et eller andet dyrt produktionsselskab. Så jeg tænkte: ‘Jeg må lære det selv. Jeg kan ikke vente. Det er nu, det sker’”.

Hun begyndte at 3D-scanne nogle af sine keramiske skulpturer og sætte dem ind i den virtuelle verden, og hun konfererede hundredvis af YouTube-videoer: ‘How to roll a ball, how to build a coat’? Hun søgte også kontakt til forskellige gamer-netværk, hvor der var hjælp at hente og tradition for at samarbejde.

“Man sad med sved på panden, og det gik hele tiden galt. Men til sidst formåede jeg at bygge et værk, hvor jeg kunne flyve rundt inde i mit eget værk, og det er jo bare den fedeste følelse, når det lykkes”.

I hendes første VR værk, Gaze fra 2018 som blev vist på Rundetårn, kunne publikum i et psykedelisk-digitalt flow flyve rundt over natmørke københavnske tage og ned i baggårde overtaget af animerede marmorskulpturer og keramiske væsner.

Ida havde bygget VR set-up’et ind i en træ-kopi af en af Rundetårns kikkerter – ja, den selvsamme, der stod lige inden for døren til værkstedet. Hun vidste, at det var problematisk for museer, hvis man skulle have ekstra personale og ledninger og controllere, som ville blive spilttet ad. Gamingcomputeren var i en kasse foran, og det hele formåede at køre af sig selv i tre måneder uden at gå ned.

“Det var jeg virkelig lettet – men også ret stolt – over. Jeg pegede på, at Virtual Reality ikke bare var computerspil. Det var et nyt kunstmedie, det havde kæmpestore potentialer, og jeg håbede på, at det kunne blive accepteret”.

Men så stor var scenen for VR-kunst i Danmark dog ikke på det tidspunkt, hvorimod filmfestivalerne var begyndt at interessere sig for det. Så Ida begyndte at sende sine VR-værker ind til dem – “og så blev de sgu optaget!”

“Jeg var i konkurrence med værker, der var lavet superprofessionelt af store teams eller bureauer, men mine ting adskilte sig fuldstændig i sit æstetiske udtryk, så de kom med i en kategori helt for sig selv. Lige pludselig var jeg med på filmfestivaler i New York og alle mulige andre steder og fik nogle spændende kontakter med folk, der arbejdede i det her felt og kunne suge en masse gode erfaringer til mig”.

Ida lavede i disse år en række VR værker, blandt andet The Kvetny Galaxy, 2019, Lithodendrum, 2020, og Demos, 2021, som blev vist på Aros.

Ret vilde universer fra en digital ursuppe, hvor syrede væsner – ofte er det klassiske skulpturer, der er transformeret til cyborger eller kimærer – er sat ind. Med huller i kroppen, multiplicerede lemmer og pangfarver svajer og danser de i grundløse miljøer, mens vi kropsløse og svimle cirkulerer omkring dem.

I 2018 startede Ida Kvetny udstillingsplatformen Radar Contemporary X sammen med kunstnerkollegaen Diana Velasco. Formålet var at samle kunstnere, der arbejder med kunst skabt af nye teknologier, og det udmøntede sig i udstillinger på blandt andet Aros, Nikolaj Kunsthal og Kunsthal Charlottenborg.

“Da coronanedlukningerne kom, havde vi det sådan, at ligesom sygeplejerskerne stod i front, så måtte vi digitale kunstnere også stå frem og lave noget indhold, som kunne komme folk til gode via de digitale distributionskanaler. Så vi lavede onlineudstillinger med ferniseringer og det hele, og det blev virkelig en succes”.

“Jeg kan godt lide tanken om, at kunsten kommer ud til folket – at man ikke kun kan opleve kunst på et museum. Det var også på det tidspunkt, jeg tog springet til at arbejde med Augmented Reality, som jo foregår på folks egne telefoner”.

Telefonerne er jo fremme konstant, og derfor gav det mening for Ida at lave kunst, som hackede sig ind på de små blå skærme.

“Jeg har et kæmpe arkiv med 3D-modeller og skulpturer fra mit arbejde med VR, og herfra kan jeg hente figurer og lade dem få et individuelt liv. Via QR-koderne, kan man hente dem ind på telefonen. Og så kan du se dem på museet, derhjemme eller hvor du vil. Det er en måde at skabe en samtale om kunsten der, hvor folk lever deres liv”.

Et markant træk i Ida Kvetnys kunst er, at hun forbinder forskellige tider og lader den klassiske kunst genopstå i en digital tidsalder. Ikke mindst har hun et ærinde med de velkendte hvide gipsskulpturer, som hun finder er så markante i den europæiske kulturarv.

Hun henter dem ind i sine programmer fra SMK Open, hvor Statens Museum for Kunst har 3D scannet mange af sine skulpturer. De originale skulpturer fra den græske og romerske kultur var ikke rensede og hvide, men derimod bemalet i stærke farver.

“Jeg genforhandler historien og opdaterer skulpturerne i mit VR-studie. Nogle af dem mangler en arm eller en næse, men jeg bygger videre på dem som en anden digital kirurg. Jeg benytter en form for digitalt ler, jeg kan modellere med. Jeg kan ændre ansigstudtryk, glatte ud og så videre, og siden bemaler og animerer jeg dem”.

“I forbindelse med min deltagelse i TV programmet Kunstnerkolonien i Fåborg fortolkede jeg Christine Swanes værker samt Kai Nielsens skulptur Leda og Svanen fra SMK Open, og jeg ser det som en slags samarbejde. Jeg har selvfølgelig ikke spurgt dem: ‘skal vi lave det her sammen?’, for de er jo døde, men jeg ser det som en homage, en form for samtale”.

Ida Kvetny har altid vægtet samarbejde højt. Hun har arbejdet sammen med forfattere, musikere og andre kunstnere, men arbejder nu også sammen med kunstig intelligens, AI.

Det ser man eksempelvis i filmen Aqua Quantum, som har afsæt i kunstnerens digitale gentænkning af Anne Marie Carl-Nielsens skulpturværk Havfruen fra 1920’erne.

“Jeg har brugt AI til at skabe et værk, hvor havfruen synger en sang til forskellige klassiske græske skulpturer. Teksten er skrevet i samarbejde med AI, og i filmen står havfruen i centrum og synger til Apollon og de andre skulpturer. Vandet er en metafor for kvantetilstande men også for den digitale underbevidsthed, som man jo netop kan sige, at AI repræsenterer”.

“Når jeg arbejder med mit VR-værktøj, er det stadig netop et værktøj. Jeg har stadig styr på det konceptuelle output”.

“Med kunstig intelligens får du en co-creator på en helt anden måde, der er med til at definere det konceptuelle output. Men jeg kan godt lide at samarbejde, som jeg har gjort det tidligere med forfattere, musikere og andre. Det handler om at give slip, Jeg skriver selvfølgelig nogle prompts (en sætning eller et spørgsmål, der udpeger det, som chatbotten skal arbejde med, red), men jeg må hele tiden bevæge mig mellem kontrol/ikke-kontrol”.

“Det er ret vildt, hvad man kan gøre med prompts og 3D modeller. AI er jo en stor grød af datasæt, en sampling af snipper og snapper. Hele projektet, jeg har lavet til Randers Kunstmuseum er skabt i samarbejde med AI, og jeg krediterer altid i værkbeskrivelsen, når jeg har brugt AI”.

“På udstillingen Future Fossils, som blev vist på Centre Pompidou Málaga i år, præsenterede jeg flere værker skabt med AI. Det understreger, hvordan museer langsomt åbner op for kunst skabt med nye teknologier, der udfordrer og reflekterer over samtidens spørgsmål om brugen af digitale medier”.

Ida er med på det hold, der finder det interessant at undersøge og bruge de nye teknologier, finde ud af, hvordan de fungerer og blive bevidst om hvilke problematikker, der er forbundet med dem.

“Men det handler jo også om at være med til at definere fremtiden, for vi kunstnere er jo også interesserede i på bedste science fiction vis at drømme om fremtiden. For egentlig drejer det sig ikke om, hvorvidt vi skal bruge AI eller ej. Katten er ligesom sluppet ud af sækken”.

“Selvfølgelig kan man misbruge teknologien – og især AI og hvad der snart kommer af kvantecomputere – men man kan også bruge den til det gode”.

Her mener Ida, at det er vigtigt, at kunstnerne er med. Hun oplever, at alle på en måde er på bar bund, når det drejer sig om, hvor de nye teknologier fører os hen.

Hun har lige været ude på Novo Nordisk og fortælle om, hvordan hun bruger ny teknologi i sin praksis, og høre om hvordan de arbejder med AI. Hun har holdt foredrag for dommerne i Danmark, som var interesserede i at få kunstnerens perspektiv, og er inviteret med til møde i AI Act – EUs forordning, som arbejder med at skabe fælles juridiske rammer for udviklingen og anvendelsen af AI-teknologier.

“Nu er der en telefon til kunstnerne! Der kommer nogle meget interessante samtaler om fremtiden, som jeg synes, endnu flere kunstnere skal kaste sig ud i og deltage i”.

“Jeg synes jo, jeg arbejder med at være med til at definere fremtidens digitale infrastrukturer. Det er virkelig spændende, fordi de nye teknologier giver mulighed for at tage stilling til, om vi bare ønsker en gentagelse af den verden, vi allerede har”?

“Eller om vi ønsker at skabe nye verdener med ny flora og fauna, som man aldrig har set før”?