Julie Stavad: “Jeg må jo indrømme, at mine værker fylder”

I sin udstilling på Overgaden i 2022 blev publikum konfronteret med en monstrøs læbestift, knust i to dele, mens hun satte en kæmpe knappenål gennem tårnet på Egeskov Slot under Heartland-festivalen forrige sommer.

Dette efterår lavede hun scenografien til opførelsen af Christina Hagens digte på teatret Revolver, og her optrådte kæmpenålen også, idet den gennemborede en madras. Pow Pow Pow!

Hun har hængt en meget lang, lodret mund op på professionshøjskolen Absalon i Slagelse, og arbejder nu på et skitseforslag indeholdende en endnu større mund, som mennesker kan bevæge sig igennem, ligesom hun er igang med at udsmykke en ny skole i Gellerup med hænder så store, at fingrene er som bænke til at sidde på.

“Min praksis handler lige nu rigtig meget om volumen. Om det med at optage plads. Jeg må jo indrømme, at mine værker fylder. Men samtidig kan det godt være, at objektet eller værket selv har det lidt akavet med det”.

Julie Stavad har inviteret på kaffe hjemme i sin lejlighed på Vesterbro i København. Hun har givet mig den bedste plads ved bordet med udsigt over jernbaneterrænet. På en hylde står små modeller, på gulvet ligger en stak skitser, og bag mig hænger en plakat med Man Rays store mund svævende over et landskab – et venligt vink til skitseforslaget, kunstneren netop er optaget af.

“Det, at man fylder noget: Jeg tænker det både i konkret og overført betydning”, fortsætter Julie.

“Mine værker er jo objekter, men de refererer altid til et menneske. Om det er menneskeskabte ting eller deciderede kropsdele, der er gjort til objekter, så kredser mine værker på en eller anden måde om en forundring over, hvad man selv er, ens egne kræfter og ens rumlige og fysiske tilstedeværelse i verden”.

“Man kan godt sige, at jeg laver store ting, men det er på en måde kun fordi, man synes, at det er en knappenål. For alt er relationelt. Den eneste grund til, at nålen på Heartland er stor, er fordi den går igennem et slot. Man kan også sige, at den gør slottet meget lille. Man kan spørge: ‘Hvad er stort’”?

Hermed peger Julie på, at vi inddeler alting i hierarkier – ikke alene i økonomiske hierarkier, men også i størrelseshierarkier.

“Det er vel derfor, at nogen vil sige, at den knækkede læbestift, jeg lavede til min udstilling på Overgaden, er gigantisk. Vi bliver lidt små, når vi står ved siden af den. Fordi en læbestift normalt er lille i forhold til kroppen”.

“Selvom mine ting ikke er blævrende, flydende eller gennemstrømmet af blod, er kroppen nok det allerstørste fokus for mig. Det er en konstant, jeg måler mine værker op imod. De er hårde, vi er bløde. De er store, vi er små. Selv fraværet af kroppen i mine værker understreger den”.

Og mennesket er ganske rigtigt fraværende i Julie Stavads kunst, men det tillader så bare at objekterne, nålen, læbestiften, hånden, bliver karakterer i sig selv.

“Det handler om, at insistere på, at noget kødeligt og kropsligt kan udfoldes meget mere, end det er blevet. Den store læbestift til udstillingen på Overgaden (siden erhvervet af Randers Kunstmuseum, red.) er jo netop en underprioriteret genstand, som jeg havde lyst til at gøre meget materiel og voldsom”.

Den allerførste store nål, Julie lavede, var i 2015 til hendes afgangsudstilling fra Det Jyske Kunstakademi, og jeg spørger hende om, hvorfra ideen til at lave en forstørret stoppenål kom fra.

“Ideerne til mine værker kommer på ret forskellige måder. Nogle gange er der noget, der afføder noget andet. Men forholdsvis tit føler jeg også, at jeg skal starte helt forfra, og selvom jeg godt ved, at ideerne altid kommer, er der et stadie af total fortvivlelse og krise”.

“Stoppenålen, den havde jeg skrevet digte om. Sådan har det været i mange år, hvor tekster har været en meget genererende form”.

“Ja, digtet er jo en måde at forstå eller forstyrre verden på, tænker jeg – og en form for fantasiunivers, som jeg har brug for. Der er de her genkendelige ting, som jeg isolerer, tvister, eller som lige pludselig bevæger sig fra en materialitet til en anden, fra en størrelse til en anden. Sådan en orkestrering af tingene, har jo nok altid været der for mig”.

“Nålen er en lille undseelig ting, som pludselig bliver til i en helt anden størrelse, der har sin egen styrke og vildskab. Hvad med, at alt det underprioriterede, alt det, der ligger nede i sprækkerne, får lov til at tage en masse plads, måske endda blive til et våben”?

“En eller anden form for fortælling er ret nærværende i det meste jeg laver, tænker jeg. I min udstilling på Overgaden var der så mange hints til handlinger, der var sket, og den store nål igennem slottet på Heartland er jo også havnet der på en eller anden måde. Om det er store titaner, der har gjort et eller andet, eller om der er nogen, der har tryllet alt helt vildt småt. Værket viser i hvert fald en form for handlekraft”.

“Og ja, det er da ret ekspressivt. Jeg tror, det handler om en lyst til, at der er mere vildskab, mere krop, mere fylde, der tør poppe op”.

Arbejdet med udsmykningerne og scenografien til teaterforestillingen gør, at Julie Stavad gennem længere tid ikke så meget har været ‘atelierkunstner’, med mange, lange dage for sig selv i værkstedet. I stedet arbejder hun sammen med andre.

“På en måde er jeg en slags projektleder. Altså, jeg kan godt finde ud af at svejse, men ofte har jeg en ide om, at værket skal stå på en bestemt måde, og der er jeg meget ydmyg overfor, at der er brug for andre kompetencer, end jeg har”.

Hun arbejder eksempelvis sammen med model-virksomheden 10 tons, som også laver ting for andre kunstnere (Det var dem, der hjalp med at skabe kentauerne til Uffe Isolottos transhumane verden i Den Danske Pavillon under Venedig Biennalen 2022).

Julie Stavads 4 meter høje skulptur Det pressede hjerte til Vejle Kunstmuseum, blev skabt i samarbejde med virksomheden, udført i polystyren, håndskåret og beklædt med livlige røde stretchstoffer.

10 tons er også samarbejdspartnere omkring den kommende udsmykning af Kløverskolen i Gellerup ved Aarhus, hvor Julie laver fire store betonhænder, som bliver så store, at man kan sidde på fingrene eller i håndfladen. Skulpturerne modellerer hun op i ler, hvorefter de bliver 3D-scannet, blæst op i størrelse og støbt i beton.

“Jeg lægger meget energi og mange tanker i, hvem jeg samarbejder med. For det er unikke ting, vi laver. Det er aldrig lette løsninger, og jeg har lært at tænke, at det koster og tager tid. Jeg er ret meget inde over hele processen, og går op i alle detaljerne”.

“At få lov til at skabe noget sammen med andre mennesker, det kan jeg rigtig godt lide, og der er så mange fantastiske håndværk derude”.

Samarbejdet med andre fagligheder og spændvidden i den kunstneriske praksis er tydeligvis noget, Julie vægter højt.

“Jeg tror ikke, at du kommer til at se, at jeg lige pludselig køber en keramikovn og dykker fuldstændig ned i at arbejde med ler. Jeg har stor respekt for dem, der gør det, men lige nu synes jeg, det er spændende, at der er så mange mennesker, der kan noget, som jeg ikke kan finde ud af. At lære om det, synes jeg er vildt spændende”.

“Det var for eksempel fantastisk at arbejde sammen om teaterforestillingen på Revolver. Det lyder lidt mærkeligt, men jeg har ubevidst gået og ventet på det. Det var vildt at opleve et menneske, altså skuespilleren Ida Cæcilie Rasmussen, i mine værker”!

I forhold til at arbejde indenfor de kunst-institutionelle rammer kræver det måske også en anden form for villighed til dialog at arbejde med kunst til offentlige rum.

I hvert fald synes Julie, at “det er fantastisk at få lov til at skabe værker, som andre skal deale med hver eneste dag. At værkerne har et hjem fra starten”.

“Hvis jeg tænker for meget på det, så bliver jeg helt angst. For det er ikke alle, der vil kunne lide mine værker. Til gengæld er jeg overbevist om, at der er en kvalitet i, at de ikke kan det”.

“Men jeg håber da, at alle på en eller anden måde ser noget, de ikke har set før. At mine værker kan være en opbremsning. Nu går mine værker jo heller ikke i et med væggen. De er ikke sådan nogle, som du kun kan opdage, hvis du åbner dig selv på en bestemt måde i meditation”.

“Der er noget eye-catching over mine ting. Det vedgår jeg. Mine værker fylder i rummet.
Jeg håber, at de bidrager med noget positivt. Det er virkelig min intention”.

Læs også Ida Kvetny: "En ide egner sig bedst til keramik, en anden til en digital skulptur"

Næste år får Julie mulighed for at gå ned i skala. Hun har to soloudstillinger i nogle meget små udstillingsrum – en udstilling i et projektrum i Berlin og en i københavnske Bonne Espérance, der sandsynligvis kommer til at bestå af tegninger og små skulpturværker.

“Altså, jeg tegner og skriver hele tiden. Det har jeg altid gjort. Min skrift er helt selvkørende. Hvis jeg har en dag herhjemme uden møder og samtaler, fylder jeg vægge med noter og stregtegninger. Jeg har bunker overalt”.

“På den anden side laver jeg jo ikke rigtige tegninger”, trækker hun i land og viser mig en skitse af en sofa med et stort kødben på.

“Men måske ligger der potentialer i periferien. Jeg vil undersøge det med mine udstillinger næste år, for den kunst, jeg selv er optaget af, er ikke nødvendigvis altid så afsluttet som mange af de ting, jeg har lavet de sidste par år”.

Udstillingen på Bonne Espérance kommer til at hedde Free Heavy Beautiful. Det ved hun allerede nu.

“Mine titler er en slags paralleluniverser. Jeg arbejder adskilt med sproget og det skulpturelle, og en gang imellem mødes de. Mødet er interessant. Teksten bliver nærmest en komponent på materialelisten: ‘Værket består af stål, en dyne og en tekst’”.

“For eksempel var titlen til udstillingen på Overgaden I am here for pleasure but it is no fun. Den havde jeg gået med i mange år, lang tid før jeg udtænkte, hvad udstillingen skulle indeholde”.

“Titler handler om stemning. Når jeg kalder min kommende udstilling på Bonne Espérance for Free, Heavy, Beautiful, og den kommer til at bestå af helt små værker, så antyder det, at tyngde også er relationelt”.

“Titlerne giver nogle gange en form for spænding, som åbner det hele op igen. En kontrast eller en albue i siden”.

Det kunstneriske har altid været naturligt til stede for Julie. Hendes forældre og bror er arkitekter, og hun troede selv, at hun skulle lave tøj. Hun kom også ind på designskolen.

“Men jeg ville nok helst på kunstakademiet. Det syntes jeg ikke helt, jeg turde, men jeg søgte og kom ind, og så var jeg ikke i tvivl om, at det var det jeg ville”.

“Jeg er så glad for, at jeg laver kunst. Virkelig. For mig er det at lave kunst en blanding af at få lov til at have et vildt indre rum hver eneste dag, hvor jeg kan få lov til at fantasere og finde på ting, og på den anden side at udleve eller manifestere det”.

“Jeg er meget glad for, hvordan jeg har formået at strukturere mit arbejdsliv. Det er meget dynamisk, der er mange mennesker involveret, og mine værker har fundet steder, de kan få lov til at være”.

Da Julie arbejdede med scenografien til teaterforestillingen Pow Pow Pow, blev det hele tiden nævnt, hvor detaljeorienteret hun var.

“Men tænk, at få lov til at være så nærværende og fordybet i alt, hvad man skaber. Det synes jeg er et kæmpe privilegie”.