Go west!

Den psykologiske kortlægning
Kuratorerne Claus Carstensen og Per Aage Brandts udstilling handler om ‘mapping’, kort og kortlægning i psykologisk forstand. Hvordan selvet orienterer sig og definerer sig i sin omverdens kaotiske og omskiftelige omgivelser. Og vi kommer vidt omkring i den tankeudfordrende og alligevel tilgængelige og seværdige udstilling.

Et enkelt og vellykket kuratorisk greb er den linie, der løber langs alle rummenes vægge og som værkerne er ophængt efter. Som horisontlinie eller ruteforslag giver den fin mening i en udstilling, hvor gæsten ellers må orientere sig og tegne sit eget kort (som museet faktisk opfordrer til!).

Tredeling
Udstillingen er inddelt i de tre dele: Expansions om sociopolitiske og geopolitiske landskaber, Neverlands om psykogeografi og utopiske kort og Contractions om kroppen og det indre rum. Der er dog mange farbare veje gennem udstillingens fascinerende territorium og styrken ved den tematiske ramme er dens bredde frem for et snævert fokus.

Politiske efterladenskaber
Udstillingens værker stammer fra de sidste fyrre år, nær og fjern og ofte fra kuratorernes egne samlinger. Expansions-delen er fokuseret på politiske efterladenskaber i landskabet. Paul Grahams forvitrede valgplakater, Peter Goins fotos fra et prøvesprængningsområde og Jan Grarups ubehagelig dokumentariske fotos af krigsofre.
Alle værker, der på foruroligende vis balancerer mellem rå realisme og forførende æstetik.

Fiktive stater og verdensomspændende metro
I afdelingen for utopisk kortlægning finder vi passende kunstnergruppen IRWINs fiktive NSK-stat, en verdensomspændende metro og en del referencer fra tressernes utopier og eksperimenter.
I denne del skæmmer dog en montre med bøger, hvor relevante bog-kunstværker af Asger Jorn og Guy Debord og Ed Ruscha ligger side om side med d’herrer Carstensen og Brandts egne publikationer. De første måtte gerne fremvises mere og de sidste burde ikke have været med! Det samme kunne siges om Carstensens egne værker, der uden indlysende relevans popper op forskellige steder i udstillingen.

Kort udfra krop og erindring
Den tredje del finder sted i museets flotte hvide kælderrum og skulle være et mere kropsligt og indre anliggende. Roger Welch behandler den erindringsmæssige kortlægning i Winifred Wakarely Memorial Map, hvor han ud fra en 94-årig dames erindringer skaber en model af en by på hendes barndoms tid. Overlevering er der også Dennis Oppenheims Two Stage Transfer Drawing, hvor kunstneren tegner et mønster på ryggen af sin søn, som denne forsøger at gengive på væggen foran.
Overlevering og orientering er et subjektivt anliggende og som udstillingstitlen siger, er kortets nøgterne skematisering ikke lig med det virkelige område, sådan som vi oplever det.

Fungerer i sig selv
Man bliver ikke nødvendigvis klogere på teoretiske begreber som ‘kognitiv semiotik’, og konceptuel kunst er fortolket meget frit. Heldigvis da, for udstillingen er så interessant og velfungerende i sig selv, at den ‘kognitive mapping’ sættes i fuld gang. Så kom til den ægte vestegn, hvor der med denne udstilling er højt til loftet og hældt godt op i den mentale kaffepuns!